Back الحروب الغالية Arabic Guerra de les Galies AST Qall müharibələri Azerbaijani قالی ساواشلاری AZB Гальская вайна Byelorussian Галски войни Bulgarian Brezel Galia Breton Guerra de les Gàl·lies Catalan Galské války Czech Gallischer Krieg German
| Gallerkrigene | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
 Maleri af Lionel Royer fra 1899, der viser Vercingetorix som overgiver sig til Julius Cæsar. |
|||||||||
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
 Romerske Republik
| Forskellige folkeslag
|
||||||||
| Ledere | |||||||||
| Styrke | |||||||||
Moderne skøn:
| Moderne skøn:[b]
|
||||||||
| Tab | |||||||||
40.000+ (troværdigt skøn)
| Alle nutidige tal anses for ikke at være troværdige i henhold til den amerikanske historiker David Henige[8] |
||||||||
Gallerkrigene[c] var en serie af felttog og sammenstød, der blev udkæmpet i årene mellem 58 f.Kr. og 50 f.Kr. mellem den Romerske Republik og befolkningen i Gallien (det nuværende Frakrig, Belgien, Tyskland og Schweiz).
De romerske styrker blev anført og ledet af Julius Cæsar, som i 58 f.Kr. var blevet udpeget guvernør over de romerske provinser i Gallien (Gallia Transalpina og Gallia Cisalpina) samt Illyricum. Omvendt kæmpede galliske, germanske og keltiske stammer for at forsvare deres hjemlande mod de romersk felttog. Krigene kulminerede i det afgørende slag ved Alesia i år 52 f.Kr., der resulterede i en komplet romersk sejr og den Romerske Republiks erobring af hele Gallien. Selvom de samlede galliske hære var lige så stærke som de romerske styrker, afstedkom de galliske stammeres interne splittelse, at det var lettere for Cæsar at overvinde dem. Den galliske høvding Vercingetorix' forsøgte mod slutningen af Gallerkrigene at forene gallerne under ét banner. Cæsar fremstillede invasionen som en forebyggende og defensiv handling, men historikere er enige om, at han primært førte krigene for at fremme sin politiske karriere og for at tilbagebetale sin gæld. Således bekrigede Cæsar flere gange galliske stammer, som ikke udgjorde nogen trussel mod romerske interesser. Gallien havde dog stor militær betydning for romerne. Indfødte stammer i regionen – både galliske og germanske – havde angrebet Rom flere gange. Erobringen af Gallien tillod Rom at sikre den naturlige grænse ved floden Rhinen.
Gallerkrigene kan groft set inddeles i tre faser: Romersk indblanding i interne galliske konflikter (58 f.Kr. – 57 f.Kr.); forfølgelser af anti-romerske styrker (56 f.Kr. – 55 f.Kr.); og konsolideringsfasen (54 f.Kr. – 51 f.Kr.), hvor romerne bekæmpede flere galliske oprør.
Krigene begyndte i 58 f.Kr. med en konflikt over Helvetiernes folkevandring, hvilket indblandede nabostammer og den germanske Suebi-stamme. Allerede i 57 f.Kr. havde Cæsar besluttet sig for at erobre hele Gallien. Han førte felttog mod øst, hvor Nervierne næsten besejrede ham. I 56 f.Kr. besejrede Cæsar Veneti-folket i et søslag og indtog størstedelen af det nordvestlige Gallien. I 55 f.Kr. forsøgte Cæsar at styrke sit offentlige image. Han foretog de første ekspeditioner nogensinde over Rhinen og Den Engelske Kanal. Ved sin tilbagevenden fra Britannien blev Cæsar hyldet som en helt i Rom, selvom han ikke havde opnået andet end at lande, da hans hær var for lille. Det efterfølgende år vendte han tilbage med en reel hær og erobrede store dele af Britannien. Stammer gjorde oprør på kontinentet, og romerne led et ydmygende nederlag. I 53 f.Kr. blev der udkæmpet en brutal pacificeringskampagne, der dog mislykkedes. Herefter indledte Vercingetorix et oprør i 52 f.Kr. Galliske styrker vandt en bemærkelsesværdig sejr i forbindelse med slaget ved Gergovia, men romernes uovervindelige belejringsarbejder ved slaget ved Alesia knuste den galliske alliance.
I 51 og 50 f.Kr. var modstanden begrænset, og Cæsars tropper koncentrerede sig primært om mindre rydningsaktioner. Gallien var erobret, men området blev først en romersk provins i 27 f.Kr., og sporadisk modstand fortsatte helt frem til år 70 e.Kr. Krigen har ikke én præcis slutdato, men den forestående romerske borgerkrig ledte til en tilbagetrækning af Cæsars tropper i 50 f.Kr. Cæsars store successer i krigen gjorde ham både rig og gav ham et legendarisk ry. Gallerkrigene var en afgørende faktor for, at Cæsar kunne vinde den efterfølgende borgerkrig og udråbe sig selv til diktator, hvilket i sidste ende kulminerede i den Romerske Republiks fald og etableringen af det Romerske Kejserrige.
Gallerkrigene er beskrevet i Julius Cæsars berømte erindringer om krigene, Commentarii de Bello Gallico. Dette værk er i dag den primære kilde til den information, som vi har om konflikten. Moderne historikere anser dog i dag værket som dygtig propaganda, der havde til formål at styrke Cæsars image. Derfor er historikere i dag kritiske overfor nøjagtigheden af værker, ligesom det vurderes, at værket har en tilbøjelig til at overdrive.[10][11] Eksempelvis fremsætter Cæsar usandsynlige påstande om antallet af dræbte gallere (over en million), mens han samtidig hævder næsten ingen romerske tab. Moderne historikere mener, at de galliske styrker var langt mindre, end romerne påstod, og at romerne led betydelige tab. Uanset nøjagtigheden af Commentarii de Bello Gallico, var felttoget stadig ekstremt brutalt. Et utal af gallere blev dræbt, gjort til slaver eller lemlæstet, herunder et stort antal civile.
Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler
- ^ Delbrück 1990, s. 46.
- ^ Dodge 1997, s. 276–295.
- ^ Keppie 1998, s. 97.
- ^ Appian 2016.
- ^ a b Fields 2010.
- ^ McCarty 2008.
- ^ Caesar 1982, s. 15.
- ^ Henige 1998.
- ^ Webster, Jane (1996). "Ethnographic barbarity: colonial discourse and 'Celtic warrior societies'.". I Cooper, Nick (red.). Roman Imperialism: Post-Colonial Perspectives (PDF). School of Archaeological Studies, University of Leicester. s. 117-118. Hentet 5. april 2023.
- ^ Breindel, R. L. (2016). Who Wrote the Gallic Wars? Arkiveret 2021-01-23 hos Wayback Machine. New England Classical Journal, 43(4), 253–283.
- ^ Henige, David (1998). "He came, he saw, we counted : the historiography and demography of Caesar's gallic numbers". Annales de Démographie Historique. 1998 (1): 215-242. doi:10.3406/adh.1998.2162.